Husets design og indretning er som på billederne, men når man ankommer er det er tydeligvis nogle år siden billederne er taget!!! Pool og poolområdet er dejligt - stor og dyb pool - men det fremstod slidt. Derudover er det generende, at der ikke er en udendørs bruser, som man kan anvende før og efter brug af pool. Tagterrassen, som er det sted med ultimativt bedste udsigt, er ikke møbleret og fremstår forladt - man kan simpelthen ikke opholde sig deroppe, ud over at stå op.
Trappen til at bevæge sig op og ned til poolen (og tagterrasse) er så slidt, at man næsten kan bliver nervøs for om den holder - det gør den men det er ikke rart. Udearealer i øvrigt, fremstår generelt velholdte.
Indenfor fremstår flere møbler i opholdsstuen også meget slidte, tæpperne der er lagt over møblerne, hjælper ikke på indtrykket.
De 3 værelser på ankomstniveau fremstår fine og med god aircondition. Det sammenhængende køkken og stue (også på ankomstniveau), er meget lyse og rigtig rare at opholde sig i. Køkkenet er velegnet til at lave mad, også flere personer sammen, men det er desværre ikke særlig godt ekviperet, f.eks. var der ikke en eneste skarp kniv trods der var en del. Generelt var udstyret i køkkenet meget brugt og uens. Mange tallerkener, kopper og glas er skårede, og man kan ikke dække et bord til 7 personer hvor alle glas og tallerkener er ens, og ikke har skår eller revner. Da vi havde huset var der både et blus og en ovn der ikke virkede, det var generende.
Det fremgår ikke af annoncen, at man skal igennem garagen for at komme ned til kælderværelserne (på pool niveau). Det er egentlig ikke et stort problem, men det er på den anden side en meget uskøn adgang. Det overraskede os, og man skal være opmærksom på, at de værelser der ligger i kælderen er meget afsondret fra resten af huset, og altså har en meget lidt præsentabel adgang. Værelserne i kælderen har ikke aircondition, men kun fans. Vi måtte trække lod om hvem der skulle have værelserne i kælderen, der var ingen af os der synes der var rart at være.
Husets beliggenhed er god, i et meget stille og aflukket område. Det tager ca. 20-30 minutter at gå ned til havet.